Copyright text og fotos: Bianca27.net. All rights reserved. Kopiering forbudt. Læs om ophavsret. Klik her!
Malu-skipperens status efter tusinder af sømil på lang køl:
Bianca 27 er en meget
tryg båd på oceanet
Bianca 27 er en meget
tryg båd på oceanet
Af Frank Varsnæs, bådebygger, Svendborg, - text og fotos
- skipper på Bianca 27 DEN-414 Malu af Svendborg,
Efter at have tilbagelagt tusinder af sømil i Malu og efter i sammenlagt to år at have haft båden som hjem, er det på tide at skrive lidt om Bianca 27'erens egenskaber som langtursbåd.
Der er meget psykologi, følelse, temperament og økonomi i valg af bådtype til langtur. Jeg vil tillade mig både at være generel og samtidig komme med egne motiver og sammenligninger.
SKROGKONSTRUKTION OG EGENSKABER
Bianca 27 har en fuld, lang køl med solidt, hængslet ror. Det betyder en konstruktion, som kan styre sig selv med f.eks. et Aries vindror, som jeg har på Malu. Den har enkel og direkte styring (ror og rorpind), altså ikke rat med kæde/wire, som kan gå i stykker. Det er fascinerende at se, hvor præcist og hurtig en Bianca 27 retter ind selv i kuling og meterhøje bølger.
I hård medløbende sø bliver den på kursen og ”skrider” ikke ud. En moderne, kortkølet båd vil typisk være mere levende og oftere komme ud af kurs. Når jeg i stille vejr bruger min elektriske rorpindspilot bliver den heller ikke overanstrengt, på trods af ”gammel sø”. Det skyldtes igen den lange køl som gør båden kursstabil og i øvrigt mindsker afdrift.
Hele skrogkonstruktionen med integreret køl (kølprocent 44) og det hængslede ror, sammenholdt med materialemængden, gør båden solid og tryg. Den kan tåle at rutsje ned ad en høj, stejl sø uden, at køl og ror lider overlast. Det skulle man mene var en selvfølge på en havbåd. Det er det desværre ikke. Som bådebygger har jeg set eksempler på nye massefremstillede både (endda godkendt til oceanpassager; klasse A), hvor spaderoret hænger i et rør, der går gennem et hul i skroget og hvor kølen hænger i nogle få gevindrynker med utætheder til følge. Efter en let grundstødning eller efter en tur over Kattegat i hård luft, har de givet mig brød på bordet, hvilket jeg burde være taknemmelig for.
På Azorerne er der hvert år mindst en sejlbåd der kommer i nærkontakt med hvaler, herunder sovende. Skal du endelig vække en hval på en så ubehagelig måde, vil den nok foretrække en skrogfacon som Bianca 27, der relativt rider forhindringer blødt af.
En af de største farer for langtursbåden og dens besætning siges i dag at være risikoen for at kollidere med noget, der ligger og flyder i overfladen. Med hensyn til tabte containere kommer selv en Bianca 27 til kort, især hvis et hjørne mødes med selve skrogsiden og ikke stævnen. Nøjagtig som et æg man næsten ikke kan knuse ved et lige tryk på den lange led, er de fleste bådes skrog stærkest langskibs. Jeg havde for år tilbage på en kapsejlads i Rungsted den tvivlsomme fornøjelse, - i en IFér, - vinkelret at sejle lige ind igennem fribordet på et monster af en IOR-båd. Der var et pænt afgrænset, trekantet hul i fribordet på IOR-båden. Men på IF'eren var der intet at se ud over glasfiberspåner fra modparten som jeg, - måske lidt for nonchalant,- gik ud på fordækket og fejede i vandet til stor ophidselse for den anden skipper.
Ser jeg bort fra den trimaran, der kuldsejlede i september i Biscayen, er de forlis jeg nyligt kender til en båd, hvor den korte køl faldt af og en anden båd hvor en hval beskadigede rorstammen på et frit hængende spaderor. Begge sank og besætningerne overlevede heldigvis.
For at slutte sammenligningerne af køltyper vil jeg lige nævne et par fordele mere ved at have en lang køl. Selv langt til havs langs Europas kyster findes et stort antal fiskenet med bøjer. Om dagen kan jeg pligtopfyldende sidde og holde øje med dem og sejle uden om. Om natten har jeg sommetider først set dem, når båden suser lige forbi et lille flag som dukker op lige ud for cockpittet. Når man ”fanger” noget i vandet gør skrogfaconen igen sit arbejde, ligesom man ikke så nemt får noget i skrueakslen, da propellen er placeret mellem køl og rorblad.
Når båden ind imellem skal klodses op under fremmede himmelstrøg gør den næsten vandrette og lange underkant på kølen det let. Endnu en positiv fordel som ny Bianca-ejer, var at Søren Stidsholt på www.bianca27.net kunne fortælle, at den forreste klods under kølen skulle være 5 cm højere, så vandet kunne løbe ud af drænene. Det er svært at se med øjet men en væsentlig oplysning, når man som mig skulle have Malu på land for første gang nogensinde og forlade den i mange måneder langt fra Danmark. I det hele taget er www.bianca27.net en omfattende støtte; teknisk, historisk og socialt.
MOTOR OG INDRETNING
Malu er meget original bortset fra en lidt større motor (Solè diesel 17 HK) med en trebladet propel. Det giver en rigtig god trækkraft og jeg kører meget sjældent med mere end 1800-2000 omdr./min. Det giver et forbrug på ca. en liter i timen. Der er 40 liter i tanken. Jeg har valgt kun at have 30 liter ekstra i dunke, så de kan stuves helt af vejen i kistebænkene.
Ud over den forstørrede motor har den forrige ejer ændret ved at tage toilettet ud og bygget et opretstående køleskab ind i toiletskabet i mellemgangen. Det er jeg lykkelig for, idet jeg har befundet mig i havn mere end 90 % af tiden. Til søs, f.eks. på vej til Azorerne fra Lissabon, på en frisk til hård styrbords halse, bandende jeg lidt over det, men kunne alligevel se det positive. Hver gang jeg åbnede køleskabet havde jeg et vældigt godt overblik over indholdet som straks lå spredt ud over hele dørken. Der forefindes stadig køleboksen, som åbnes i langskibsretningen under pantryvasken. Det er ret genialt.
Selv om det nok ikke havde været sjovt at sidde på potten samme sted på en hård styrbords halse, havde jeg måske ladet toilettet blive, hvor det var. Man kan i min turberetning læse om toiletmotorik/teknik over Biscayen, og jeg er da også blevet bedre til at dyrke denne form for rodeosport i cockpittet. Men nye og især fremmende gaster har ofte lidt svært ved at se sportens fortræffeligheder. Forståeligt nok. Man får dog spanden og cockpittet (hellere end kahytdørken) helt for sig selv mens man forsøger at sætte rekorden.
Bianca 27 er med sit doghouse nærmest en forgænger for dæksalon båden. Højden på den agterste del af kahytten sammenholdt med de store vinduer giver en lys og rummelig kahyt. Min første tanke under købeprocessen var betænkelighed ved de store vinduesarealer, men det er hærdet glas og skulle være kraftigt nok til at modstå en brækkende sø. Jeg har ikke fået lavet blindplader i krydsfiner, men det kunne man jo få lavet.
En god ting hvormed Bianca-værftet har været forud for sin tid, er de såkaldte innerliners (indersektioner) i glasfiber. De gør den nederste del af apteringen nem at vedligeholde og nem at holde ren. I forkahytten ligger man op af en inderskal i stedet for selve skrogsiden.
Den måde jeg/vi lever vores liv på under sydlige himmelstrøg gør, at jeg finder en 27 fods båd rigelig stor. Livet leves ude. Om dagen opleves landet og naturen. Om aftenen byen, befolkningen og det kulinariske, selvom jeg selvfølgelig også laver mad i Malu’s udmærkede pantry, hvor få simple og friske råvarer gør det mulig at trylle en god middag frem på de to gasblus.
Rederen (Lone) er en pygmæ i forhold til mig. Hun kan gå oprejst frem og tilbage i kahytten, - ja hun kan nærmest blive væk nede om læ. Alligevel har jeg hørt følgende komme over hendes læber; ”lige tre fod mere ville være passende”. Jeg spurgte hvorfor? Jah… joh..så man lige kan få lidt mere med. Hvad f.eks., spurgte jeg? Tøj var svaret! Med hensyn til teatergaderober lever en Bianca 27 åbenbart ikke helt op til formålet med en kun godt halv meter lang bøjlestang. Dog har vi altid fundet plads til hendes kuffert med larvefødder. Hun mener også, at båden er for lille at bo i som pensionist, hvis man har familien på besøg. Den tid den sorg.
Når vi som par har været to ombord synes båden rigelig stor. Men når man er to, som ikke er et par, mærker man selvfølgelig straks begrænsninger i pladsen, da begge kahytter bliver til ”soveværelser”. Så kommer ”dagligstuen” og ”samtalekøkkenet” til at mangle. Til havs er det medfødte slingregrej et must. At sove i læ side i salonen, uden at rykke ryglænet ind, byder på optimale forhold. Man ligger ”fast” uden så meget moment.
RIG, SEJLFØRING OG SIKKERHED PÅ DÆK
Bianca 27 har en masthead-rig, og det finder jeg bedst til langfart. Ud over, at den ind imellem skal tjekkes, passer riggen også sig selv. Malu er født med to forstag, hvilket er bevaret, ligesom to agterstag. Malu har mange sejl, bl.a. en meget højt skåret fok, hvor røgvandet forsvinder uhindret ud under. Bestemt en fordel, også på et ocean. De to forstag gør, at man samtidig kan have hægtet en fok og en genua på. Genuaen, som på Malu ikke er højt skåret og skal ned i tide, når det frisker op, fordi den kan fyldes af store mængder vand ved krængning og sejlads foran for tværs eller kryds. En gang har jeg ønsket et tredje reb i storen, som jeg i stedet måtte bjerge helt på vej over Biscayen.
Jeg har sejlet meget alene og går på fordækket, mens vindroret styrer og båden tonser derudaf. En dødsensfarlig cocktail, hvis ikke jeg havde jackstay i hele bådens længde. Jeg forlader aldrig cockpittet uden af hægte mig fast i jackstayet og et andet sted først. Bådens fire store pullerter er velegnet til et endeløst jackstay som løber hele vejen rundt og er samlet midt på agterlugen/dækket. Det farligste er de to første skridt når man forlader cockpittet og skal ud på sidedækket og forbi sprayhooden. Jeg har endnu ikke monteret en fast udvendig bøjle omkring sprayhooden. Jeg går ned i knæ og har fat i scepter/søgelænder og ret hurtigt gribelisterne foran sprayhooden. På Malu er der rebeliner til de to reb, men ingen fald er ført til cockpittet og man skal alligevel op på overbygningen og surre det overskydende sejl. Her forekommer man med min højde at være højt til vejrs. Så pas på!
HÅRDT VEJR
Stort set er en Bianca 27 tør at opholde sig i på et ocean. Det var kun hen mod slutningen af min tur over Biscayen, hvor vinden nåede 15-17 m/sek., at det blev vådt. Det skyldtes mest, at jeg sejlede hen over kontinentalsoklen, der gav nogle meget turbulente og skæve søer. Ellers er der kun de små opfriskende skvæt der forvilder sig ind over cockpitkarmen eller hen over sprayhooden med mellemrum, hvilket svarer til en halv spand vand.
Allerede for to år siden lovede jeg at skrive om Bianca 27érens egenskaber som langtursbåd. En grund til, at jeg har ventet er, at jeg aldrig med Malu har haft elementerne, - altså meget hårdt vejr og hård sø, - lige imod. Det kunne have betydet, at jeg skulle lægge hende underdrejet. Når jeg kigger på hendes kurver og påklædning forventer jeg en opførsel, der kunne minde om mine to tidligere langkølede damer. Jeg hører gerne fra Jer med erfaring på området.
MIT FORHOLD TIL MALU
Som I måske kan fornemme, er jeg til de langkølede og er også blevet drillet (ikke mobbet) af mine kollegaer der synes, at mindre må kunne gøre det. Nogle mener, at moderne både er hurtigere og går højere til vinden. Det kan der selvfølgelig være noget om. Dem af slagsen jeg har mødt f.eks. på Azorerne siger, at de undervejs ikke har kunnet/villet udnytte den højde, der i kombination med et fladt undervandsskrog giver en meget ubehagelig og ukomfortabel sejlads, med mindre vandet er fladt. Det er det sjældent.
Jeg har det bedst med klassiske både. Som med klassiske biler er de en fryd for øjet. Klassiske biler er bare ikke så sikre som nye biler i dag. Med en klassisk båd, som en Bianca 27 forholder det sig omvendt. Jeg opfatter en Bianca 27, som en mere sikker havbåd end en ny, let, smart flydende campingvogn med ratstyring (mandens sidste bastion), hvor betydningen af sekunders forspring på aftenkapsejladsen sættes i højsædet.
Jeg fandt Malu i Københavns Sydhavn, hun var original, elementært udrustet, sikkerhedsmæssig i orden og klar til eventyr.
Eventyret begyndte en uge efter overdragelsen. Hun havde været forbi Svendborg, hvor mine få personlige ejendele kom om bord. Turen gik til Als, hvor et vindror blev monteret. Alt sikkerhedsudstyr blev købt under vejs i Sydengland.
Måske er Malu noget helt eksistentielt for eller i mig? Drømmen om den totale frihed? Et simpelt og ikke materielt liv? En hule? Et tilflugtssted? Måske…, men jeg ved med sikkerhed, at det er en fysisk og intellektuel udfordring at rejse og bo i båd, - for mig den optimale måde at opleve verden på.
Det var med vemod, at jeg i år efter tre somre på de grønne azoriske øer, sejlede ind til det Europæiske fastland. Men øerne er byttet ud med Sevilla i Andalusien, hvor Malu står på land for vinteren med kølen solidt plantet.
Mange hilsner fra Frank, Bianca 27 DEN-414 Malu af Svendborg
(Lagt på Bianca27.net i januar 2013)
Læs også Franks spændende beretninger og se en masse gode billeder fra den lange Bianca 27-sejltur fra Danmark og bl. a. i Den engelske Kanal, over Biscayen samt i Atlanterhavet til bl. a. Azorerne her.
- skipper på Bianca 27 DEN-414 Malu af Svendborg,
Efter at have tilbagelagt tusinder af sømil i Malu og efter i sammenlagt to år at have haft båden som hjem, er det på tide at skrive lidt om Bianca 27'erens egenskaber som langtursbåd.
Der er meget psykologi, følelse, temperament og økonomi i valg af bådtype til langtur. Jeg vil tillade mig både at være generel og samtidig komme med egne motiver og sammenligninger.
SKROGKONSTRUKTION OG EGENSKABER
Bianca 27 har en fuld, lang køl med solidt, hængslet ror. Det betyder en konstruktion, som kan styre sig selv med f.eks. et Aries vindror, som jeg har på Malu. Den har enkel og direkte styring (ror og rorpind), altså ikke rat med kæde/wire, som kan gå i stykker. Det er fascinerende at se, hvor præcist og hurtig en Bianca 27 retter ind selv i kuling og meterhøje bølger.
I hård medløbende sø bliver den på kursen og ”skrider” ikke ud. En moderne, kortkølet båd vil typisk være mere levende og oftere komme ud af kurs. Når jeg i stille vejr bruger min elektriske rorpindspilot bliver den heller ikke overanstrengt, på trods af ”gammel sø”. Det skyldtes igen den lange køl som gør båden kursstabil og i øvrigt mindsker afdrift.
Hele skrogkonstruktionen med integreret køl (kølprocent 44) og det hængslede ror, sammenholdt med materialemængden, gør båden solid og tryg. Den kan tåle at rutsje ned ad en høj, stejl sø uden, at køl og ror lider overlast. Det skulle man mene var en selvfølge på en havbåd. Det er det desværre ikke. Som bådebygger har jeg set eksempler på nye massefremstillede både (endda godkendt til oceanpassager; klasse A), hvor spaderoret hænger i et rør, der går gennem et hul i skroget og hvor kølen hænger i nogle få gevindrynker med utætheder til følge. Efter en let grundstødning eller efter en tur over Kattegat i hård luft, har de givet mig brød på bordet, hvilket jeg burde være taknemmelig for.
På Azorerne er der hvert år mindst en sejlbåd der kommer i nærkontakt med hvaler, herunder sovende. Skal du endelig vække en hval på en så ubehagelig måde, vil den nok foretrække en skrogfacon som Bianca 27, der relativt rider forhindringer blødt af.
En af de største farer for langtursbåden og dens besætning siges i dag at være risikoen for at kollidere med noget, der ligger og flyder i overfladen. Med hensyn til tabte containere kommer selv en Bianca 27 til kort, især hvis et hjørne mødes med selve skrogsiden og ikke stævnen. Nøjagtig som et æg man næsten ikke kan knuse ved et lige tryk på den lange led, er de fleste bådes skrog stærkest langskibs. Jeg havde for år tilbage på en kapsejlads i Rungsted den tvivlsomme fornøjelse, - i en IFér, - vinkelret at sejle lige ind igennem fribordet på et monster af en IOR-båd. Der var et pænt afgrænset, trekantet hul i fribordet på IOR-båden. Men på IF'eren var der intet at se ud over glasfiberspåner fra modparten som jeg, - måske lidt for nonchalant,- gik ud på fordækket og fejede i vandet til stor ophidselse for den anden skipper.
Ser jeg bort fra den trimaran, der kuldsejlede i september i Biscayen, er de forlis jeg nyligt kender til en båd, hvor den korte køl faldt af og en anden båd hvor en hval beskadigede rorstammen på et frit hængende spaderor. Begge sank og besætningerne overlevede heldigvis.
For at slutte sammenligningerne af køltyper vil jeg lige nævne et par fordele mere ved at have en lang køl. Selv langt til havs langs Europas kyster findes et stort antal fiskenet med bøjer. Om dagen kan jeg pligtopfyldende sidde og holde øje med dem og sejle uden om. Om natten har jeg sommetider først set dem, når båden suser lige forbi et lille flag som dukker op lige ud for cockpittet. Når man ”fanger” noget i vandet gør skrogfaconen igen sit arbejde, ligesom man ikke så nemt får noget i skrueakslen, da propellen er placeret mellem køl og rorblad.
Når båden ind imellem skal klodses op under fremmede himmelstrøg gør den næsten vandrette og lange underkant på kølen det let. Endnu en positiv fordel som ny Bianca-ejer, var at Søren Stidsholt på www.bianca27.net kunne fortælle, at den forreste klods under kølen skulle være 5 cm højere, så vandet kunne løbe ud af drænene. Det er svært at se med øjet men en væsentlig oplysning, når man som mig skulle have Malu på land for første gang nogensinde og forlade den i mange måneder langt fra Danmark. I det hele taget er www.bianca27.net en omfattende støtte; teknisk, historisk og socialt.
MOTOR OG INDRETNING
Malu er meget original bortset fra en lidt større motor (Solè diesel 17 HK) med en trebladet propel. Det giver en rigtig god trækkraft og jeg kører meget sjældent med mere end 1800-2000 omdr./min. Det giver et forbrug på ca. en liter i timen. Der er 40 liter i tanken. Jeg har valgt kun at have 30 liter ekstra i dunke, så de kan stuves helt af vejen i kistebænkene.
Ud over den forstørrede motor har den forrige ejer ændret ved at tage toilettet ud og bygget et opretstående køleskab ind i toiletskabet i mellemgangen. Det er jeg lykkelig for, idet jeg har befundet mig i havn mere end 90 % af tiden. Til søs, f.eks. på vej til Azorerne fra Lissabon, på en frisk til hård styrbords halse, bandende jeg lidt over det, men kunne alligevel se det positive. Hver gang jeg åbnede køleskabet havde jeg et vældigt godt overblik over indholdet som straks lå spredt ud over hele dørken. Der forefindes stadig køleboksen, som åbnes i langskibsretningen under pantryvasken. Det er ret genialt.
Selv om det nok ikke havde været sjovt at sidde på potten samme sted på en hård styrbords halse, havde jeg måske ladet toilettet blive, hvor det var. Man kan i min turberetning læse om toiletmotorik/teknik over Biscayen, og jeg er da også blevet bedre til at dyrke denne form for rodeosport i cockpittet. Men nye og især fremmende gaster har ofte lidt svært ved at se sportens fortræffeligheder. Forståeligt nok. Man får dog spanden og cockpittet (hellere end kahytdørken) helt for sig selv mens man forsøger at sætte rekorden.
Bianca 27 er med sit doghouse nærmest en forgænger for dæksalon båden. Højden på den agterste del af kahytten sammenholdt med de store vinduer giver en lys og rummelig kahyt. Min første tanke under købeprocessen var betænkelighed ved de store vinduesarealer, men det er hærdet glas og skulle være kraftigt nok til at modstå en brækkende sø. Jeg har ikke fået lavet blindplader i krydsfiner, men det kunne man jo få lavet.
En god ting hvormed Bianca-værftet har været forud for sin tid, er de såkaldte innerliners (indersektioner) i glasfiber. De gør den nederste del af apteringen nem at vedligeholde og nem at holde ren. I forkahytten ligger man op af en inderskal i stedet for selve skrogsiden.
Den måde jeg/vi lever vores liv på under sydlige himmelstrøg gør, at jeg finder en 27 fods båd rigelig stor. Livet leves ude. Om dagen opleves landet og naturen. Om aftenen byen, befolkningen og det kulinariske, selvom jeg selvfølgelig også laver mad i Malu’s udmærkede pantry, hvor få simple og friske råvarer gør det mulig at trylle en god middag frem på de to gasblus.
Rederen (Lone) er en pygmæ i forhold til mig. Hun kan gå oprejst frem og tilbage i kahytten, - ja hun kan nærmest blive væk nede om læ. Alligevel har jeg hørt følgende komme over hendes læber; ”lige tre fod mere ville være passende”. Jeg spurgte hvorfor? Jah… joh..så man lige kan få lidt mere med. Hvad f.eks., spurgte jeg? Tøj var svaret! Med hensyn til teatergaderober lever en Bianca 27 åbenbart ikke helt op til formålet med en kun godt halv meter lang bøjlestang. Dog har vi altid fundet plads til hendes kuffert med larvefødder. Hun mener også, at båden er for lille at bo i som pensionist, hvis man har familien på besøg. Den tid den sorg.
Når vi som par har været to ombord synes båden rigelig stor. Men når man er to, som ikke er et par, mærker man selvfølgelig straks begrænsninger i pladsen, da begge kahytter bliver til ”soveværelser”. Så kommer ”dagligstuen” og ”samtalekøkkenet” til at mangle. Til havs er det medfødte slingregrej et must. At sove i læ side i salonen, uden at rykke ryglænet ind, byder på optimale forhold. Man ligger ”fast” uden så meget moment.
RIG, SEJLFØRING OG SIKKERHED PÅ DÆK
Bianca 27 har en masthead-rig, og det finder jeg bedst til langfart. Ud over, at den ind imellem skal tjekkes, passer riggen også sig selv. Malu er født med to forstag, hvilket er bevaret, ligesom to agterstag. Malu har mange sejl, bl.a. en meget højt skåret fok, hvor røgvandet forsvinder uhindret ud under. Bestemt en fordel, også på et ocean. De to forstag gør, at man samtidig kan have hægtet en fok og en genua på. Genuaen, som på Malu ikke er højt skåret og skal ned i tide, når det frisker op, fordi den kan fyldes af store mængder vand ved krængning og sejlads foran for tværs eller kryds. En gang har jeg ønsket et tredje reb i storen, som jeg i stedet måtte bjerge helt på vej over Biscayen.
Jeg har sejlet meget alene og går på fordækket, mens vindroret styrer og båden tonser derudaf. En dødsensfarlig cocktail, hvis ikke jeg havde jackstay i hele bådens længde. Jeg forlader aldrig cockpittet uden af hægte mig fast i jackstayet og et andet sted først. Bådens fire store pullerter er velegnet til et endeløst jackstay som løber hele vejen rundt og er samlet midt på agterlugen/dækket. Det farligste er de to første skridt når man forlader cockpittet og skal ud på sidedækket og forbi sprayhooden. Jeg har endnu ikke monteret en fast udvendig bøjle omkring sprayhooden. Jeg går ned i knæ og har fat i scepter/søgelænder og ret hurtigt gribelisterne foran sprayhooden. På Malu er der rebeliner til de to reb, men ingen fald er ført til cockpittet og man skal alligevel op på overbygningen og surre det overskydende sejl. Her forekommer man med min højde at være højt til vejrs. Så pas på!
HÅRDT VEJR
Stort set er en Bianca 27 tør at opholde sig i på et ocean. Det var kun hen mod slutningen af min tur over Biscayen, hvor vinden nåede 15-17 m/sek., at det blev vådt. Det skyldtes mest, at jeg sejlede hen over kontinentalsoklen, der gav nogle meget turbulente og skæve søer. Ellers er der kun de små opfriskende skvæt der forvilder sig ind over cockpitkarmen eller hen over sprayhooden med mellemrum, hvilket svarer til en halv spand vand.
Allerede for to år siden lovede jeg at skrive om Bianca 27érens egenskaber som langtursbåd. En grund til, at jeg har ventet er, at jeg aldrig med Malu har haft elementerne, - altså meget hårdt vejr og hård sø, - lige imod. Det kunne have betydet, at jeg skulle lægge hende underdrejet. Når jeg kigger på hendes kurver og påklædning forventer jeg en opførsel, der kunne minde om mine to tidligere langkølede damer. Jeg hører gerne fra Jer med erfaring på området.
MIT FORHOLD TIL MALU
Som I måske kan fornemme, er jeg til de langkølede og er også blevet drillet (ikke mobbet) af mine kollegaer der synes, at mindre må kunne gøre det. Nogle mener, at moderne både er hurtigere og går højere til vinden. Det kan der selvfølgelig være noget om. Dem af slagsen jeg har mødt f.eks. på Azorerne siger, at de undervejs ikke har kunnet/villet udnytte den højde, der i kombination med et fladt undervandsskrog giver en meget ubehagelig og ukomfortabel sejlads, med mindre vandet er fladt. Det er det sjældent.
Jeg har det bedst med klassiske både. Som med klassiske biler er de en fryd for øjet. Klassiske biler er bare ikke så sikre som nye biler i dag. Med en klassisk båd, som en Bianca 27 forholder det sig omvendt. Jeg opfatter en Bianca 27, som en mere sikker havbåd end en ny, let, smart flydende campingvogn med ratstyring (mandens sidste bastion), hvor betydningen af sekunders forspring på aftenkapsejladsen sættes i højsædet.
Jeg fandt Malu i Københavns Sydhavn, hun var original, elementært udrustet, sikkerhedsmæssig i orden og klar til eventyr.
Eventyret begyndte en uge efter overdragelsen. Hun havde været forbi Svendborg, hvor mine få personlige ejendele kom om bord. Turen gik til Als, hvor et vindror blev monteret. Alt sikkerhedsudstyr blev købt under vejs i Sydengland.
Måske er Malu noget helt eksistentielt for eller i mig? Drømmen om den totale frihed? Et simpelt og ikke materielt liv? En hule? Et tilflugtssted? Måske…, men jeg ved med sikkerhed, at det er en fysisk og intellektuel udfordring at rejse og bo i båd, - for mig den optimale måde at opleve verden på.
Det var med vemod, at jeg i år efter tre somre på de grønne azoriske øer, sejlede ind til det Europæiske fastland. Men øerne er byttet ud med Sevilla i Andalusien, hvor Malu står på land for vinteren med kølen solidt plantet.
Mange hilsner fra Frank, Bianca 27 DEN-414 Malu af Svendborg
(Lagt på Bianca27.net i januar 2013)
Læs også Franks spændende beretninger og se en masse gode billeder fra den lange Bianca 27-sejltur fra Danmark og bl. a. i Den engelske Kanal, over Biscayen samt i Atlanterhavet til bl. a. Azorerne her.
Køkkenchefen har god højde og plads i nedgangen.
Malu står på en lille meter vand i en tidevandshavn uden for Sevilla.
Mod slutningen af turen over Biscayen sejlede jeg 7-8 knob i snit på agten for tværs i 15-17 m/sek.
Rederen ombord på Azorerne.
Riggen tjekkes.
Malu's jerngenua.
På Malu's overbygning er udsigten fin.