bianca27.net Bianca27.net
blocks_image_1_1
Af Søren Stidsholt Nielsen,
bianca27.net - text og foto
Originaltegning af dækslayout:
Bianca 27-konstruktør Svend Aage Christensen

Stig med ombord i en Bianca 27!
Allerede fra bådebroen bemærker du sikkert, at hele bådens dæk er indrammet i træ. Scandæklisten er i massiv teak - lakeret eller rå. Det ses kun på nye både i høj prisklasse. Dagens løsninger er alu eller hvid glasfiber.
Hvis forpulpittet (prædikestolen) ikke er sænket, kan en Bianca 27 være høj at komme ind over. Det (kvinde-)problem er der heldigvis råd for. Se Bianca 27-tips.
Klik.
På fordækket er der god plads til arbejde med sejl og fortøjning. Et par solide træ/alu-klamper til fortøjning gør det nemt for forgasten at fæstne tovværket.
Også gastens arbejdsplads omkring masten er bekvem, og en langsgående teakliste på ruffet giver noget godt at holde i på turen frem og tilbage på dækket.

OGSÅ MASSER AF TRÆ I COCKPIT
Cockpittet er indrammet i en flot karm af massiv teak, og du sidder på kistebænkluger udført i teak. I øvrigt er alle Bianca 27's luger fremstillet i teak, - fra for til agter. I de fleste af nutidens industriværft--både er løsningen til både karm, kistebænke og luger: Glasfiber, glasfiber, glasfiber.
Pladsen i Bianca 27's cockpit er rummelig uden at være prangende. Fire-seks personer kan spise og havnehygge sig og under sejlads kan skipper og besætning nyde godt af den læ, der skabes af et højt skot og en sprayhood.
Skipper har et godt udsyn og kan manøvrere med en rorpind, der er lisså solid som resten af skibet.
Midt på cockpitkarmene er monteret forsejlets spilkopper. Storsejlet passe fra en skødebro monteret tværskibs i cockpittet, og her der er der også tænkt på bekvemmeligheden i havn. Den solide skødebro kan afmonteres og stuves væk på få sekunder.
Når der skal skaffes, monteres spisebordet, der kan stuves om læ eller i en kistebænk.
Cockpittet er selvlænsende, så man ikke skal soppe under sejlads eller i regnvejr. I øvrigt kan cockpit-dørken åbnes for adgang til bl. a. motor og skrueaksel ovenfra.

RUMMELIGE KISTEBÆNKE
Fra cockpittet manøvreres motoren med gas og gear på et håndtag agterude i styrbord side. Startnøgle og motorinstrumenter er anbragt ved
lugenedgangen til salonen. På begge sider af salonnedgangen er der store flader med plads til montage af instrumenter. Bianca 27's indbyggede magnetkompas sidder i bagbord side.
Kistebænkene er i forhold til bådens størrelse rummelige, og der er også plads til evt. gasflaske og kølekompressor. På agterdækket findes en luge ned til et mindre stuverum plus to klamper til agterfortøjning. I havn kan agterdækket bruges som fralægsplads. Ved badning til søs er agterdæk i øvrigt en fin springplatform, og det er let at komme op på via en bade/redningsstige monteret på hækspejlet.
I bagbord kistebænks forreste del er indbygget en 40 liter rustfri dieseltank. Tankstudsen for diesel sidder på dækket lige ved siden af. Ferskvand til brug inde om læ tankes nemt i en studs indbygget i fordækket.

NYTTIGT UDSTYR PÅ DÆK OG I COCKPIT
Med selvbyggerbåde som undtagelse er Bianca 27 altid blevet leveret sejlklar fra værftet i Rudkøbing. Men de færreste sejlere nøjes med en standard-båd. Tilbehør købes til gennem årene og ofte følger der en del nyttigt grej med i en brugtbådshandel.
Her er en lille liste over, hvad mange Bianca 27-sejlere i tidens løb har anskaffet til brug på dæk og i cokpit:


+ Redningsgrej Redningsgrej er livsvigtigt. Lettilgængeligt på dæk eller i cockpit bør altid befinde sig en flydende kasteline samt en rund eller hesteskoformet redningskrans, et såkaldt bjærgemærs.

+ Rulleforsejl Bianca 27 er konstrueret med to forstag, så der kan foretages et hurtigere skift fra genua til fok. I dag har mange Bianca 27-ejere afmonteret det ene forstag og i stedet investeret i et rulleforsejl, der bekvemt og sikkert kan betjenes fra cockpit.

+ Windbreaks Windbreaks er et stof-fremstillet "læ-hegn" rundt om cockpit, ofte i samme farve som sprayhood. Nogen synes, at windbreaks skæmmer bådens udseende, men det er en kendsgerning, at det giver mere læ i cockpit under sejlads og også giver lidt mere "privatliv" og læ i havn. Windbreaks er lette at fremstille. Den sy-dygtige kan lave dem selv.

+ Badestige Selv i en forholdsvis lille båd som en Bianca 27 kan det være svært for en overbordfalden eller for en badende at komme ombord. Det kræver minimum en rebstige, men en fastmonteret stige agterude er en langt bedre og mere stabil løsning.

+ Cockpittelt Rigtig mange både - Bianca 27'ere som andre - har i dag føjet en dæksalon til båden ved at montere et cockpittelt med havnekik hele vejen rundt. Det giver tag over cockpit, læ for blæst og regn, holder lidt af aftenkulden ude og der er tørreplads for vådt sejlertøj natten over.

+ Teakrist En teakrist på dørken fuldender det flotte cockpit i en Bianca 27. Risten kan laves på flere måder. Det mest sete er "flettet" teak med lakeret indramning. Men der er også andre og nemmere (=billigere) måder for udførelse.


Klik ind om læ i en Bianca 27
En rundtur som ovenstående på dædk og i cockpit, men inde om læ i salon, kahyt, wc, stuvepladser m. v.

27 Bianca 27 fakta
Nyttig, faktuel viden om Bianca 27 - punkt for punkt.

B27 - sådan!
Bianca Yachts komplette liste over alt, - ALT, - hvad en værftsapteret Bianca 27 indeholdt, som eksempel model 1975-2.

En endnu bedre Bianca 27
Mere end et halvt hundrede illustrerede tips til forbedringer af sikkerhed, komfort og dagligliv ombord.



Copyright text og fotos: Bianca27.net. All rights reserved. Kopiering forbudt. Læs om ophavsret. Klik her!
Bianca 27's dæk med overflade af skridsikker glasfiber og flot indrammet af massiv teak og med bl. a. luger (mouseover-foto) og gribelister i samme ædle træsort.