bianca27.net Bianca27.net

Af
Søren Stidsholt Nielsen,
bianca27.net - tekst og foto

Tiden, sejlernes behov, byggematerialerne var forskelligt fra det, der skulle komme, da den unge konstruktør Svend Aage Christensen i slutningen af 1950'erne formgav sin Peti. Den var en af datidens kønneste familie-sejlbåde og kan med rette kaldes et forstudie til Bianca 27. Lighedspunkterne er mange. Det vender vi tilbage til.
Peti blev leveret i overvejende mahogni og teak, dog med selvlænsende cockpit i glasfiber. Glasfiber-produktion af hele lystbåde var ikke nået til Danmark - endnu.
Peti'en blev fremstillet på værftet hos konstruktørens bror, den unge bådebygger og pioner Holger Leth Christensen. Han var blevet selvstændig og havde etableret Stige Ø Bådebyggeri. Før den første Peti gled ud i Odense Fjord havde Svend Aage Christensen tegnet en serie motorjoller og motorbåde under betegnelsen Limbo.

PETIER SAMLES TIL REGATTA I SVENDBORG
På værftet ved Odense Fjord blev den første Peti sat i vandet i 1960. Båden var stor efter datidens norm for en familiebåd. Den opnåede også succes og er bygget i i alt omkring 30 eksemplarer på Stige Ø og senere på Bianca Yacht, da værftet flyttede til Rudkøbing i 1964.
Rigtig mange af Peti'erne sejler endnu og flere af dem er ekstremt velpassede - eller restaurerede. I de senere år er flere flotte eksemplarer for eksempel dukket op til den årllge Svendborg Classic Regatta. Billederne ovenover stammer fra denne begivenhed først i august.
Peti er lidt længere end end sin lillesøster, Bianca 27, - en lille fod. Hovedmålene for Peti er længde overalt 8,62 meter, vandlinje 6,45 meter, bredde 2,30 meter og dybgang 1,34 meter. Deplacementet er 3100 kg med en kølvægt på 1500 kg. Altsammen mål, der indenfor en forholdsvis lille tolerance ligner Bianca 27-dimensionerne. Når dertil lægges tydelige familiære bånd udtrykt i skrogform og ruf er det ikke svært at se, at Bianca 27 er en formæssig viderudvikling af Peti - tilpasset de nye glasfibertider i 1965. Petiens sejlmærke er i øvrigt også et enkelt bogstav, et gotisk tegnet P.

STRID MELLEM BÅDFOLK
Videreudvikling af Peti'en gav også anledning til en strid mellem Holger Leth Christensen og en anden af datidens toneangivende bådfolk, Klaus Baess. Klaus Baess foreslog, at de sammen skulle lave en glasfiberversion af Peti, men Holger Leth Christensen mente, at der skulle en helt ny konstruktion til, så det samarbejde blev ikke til noget. Uenighed om apteringens udformning spillede også ind.
En konstruktør fra Odense, amatøren Odd Rembert Andersen var en kort overgang inde i billedet, før Svend Aage Christensen fik overladt opgaven fra sin bror med at designe en ny familie-havkrydser i glasfiber.
Bilfirmaet Aarhus Motorcompagni så store muligheder i bådbranchen - ikke mindst i det nye materiale glasfiber. Derfor tilbød det Holger Leth Christensen at aftage de første ti eksemplarer af glasfiber-efterfølgeren for Peti - den senere Bianca 27. Det jyske firma fik altså en ikke uvæsentlig betydning for, at Holger Leth Christensen skiftede bådebyggerens hovedmateriale fra træ til glasfiber. Dermed blev Holger Leth Christensen også pioner, da Bianca 27 således blev den første seriefremstillede danske lystbåd i glasfiber.

GREAT DANE KOM ÅRET EFTER BIANCA 27
Senere involverede Klaus Baess sig i den Bianca 27-lignende Great Dane 28, der kom året efter introduktionen af pioner-båden fra Bianca i Rudkøbing. Great Dane blev fremstillet i omkring 250 eksemplarer, mens Bianca 27 er lavet i mere end det dobbelte antal.
Holger Leth Christensens samarbejde med Århus Motorcompagni resulterede i øvrigt i, at bilfirmaet i de første år blev et slags jysk salgskontor for den nye succes, Bianca 27, hvilket også kunne ses i datidens annoncer i bådpressen.



Copyright text og fotos: Bianca27.net. All rights reserved. Kopiering forbudt. Læs om ophavsret. Klik her!