bianca27.net Bianca27.net
Af og om Søren Stidsholt Nielsen og Kay von Eitzen, Bianca27.net
- tekst og foto m. fl.

Hvad er Bianca27.net?
Bianca27.net er en ukommerciel, forenings-uafhængig hjemmeside udført og sponseret af to entusiastiske Bianca 27-sejlere. Makkerparret er Kay von Eitzen fra den danske sejlklub i Flensborg, FYC og Søren Stidsholt Nielsen fra Bianca-hjembyen Rudkøbing. På billedet herover er vi til Bianca 27-træf 2007 i Høruphav på Als. Kay (t.h.) sejler i D-340 Holnis (Østersøens Perle 2007). Søren sejler i D-415 Bianco hjemmehørende i Rudkøbing Sejlklub. Begge er af årgang 1974 - altså bådene.
To år efter søsætningen af Bianca27.net den 27. (!) februar 2008 har sitet 1500-2000 unikke brugere hver måned og vi har kontakt til Bianca 27-sejlere i elleve lande i Europa og USA.


DERFOR LAVER VI BIANCA27.NET
Tanken om at skabe et web-mødested for Bianca 27-sejlere har rumlet i flere år:
- Vi har undret os over, at denne fine båd ikke - som mange andre bådtyper - har haft et websted lavet af og for Bianca 27-sejlere. Derfor har vi taget initiativet. Vi synes, at båden og de mange Bianca 27-sejlere fortjener en hjemhavn på web. Værsågod - her er den!
- Vi håber, at rigtig mange Bianca 27-interesserede vil have glæde af siden og vil bidrage aktivt med indhold. Tekst, billeder, spørgsmål og svar.
- Vi satser på, at Bianca27.net hele tiden skal udvikle sig. Vi har masser af ideer og modtager meget gerne inspiration fra Bianca27.nets brugere.


BIANCA27.NET ER I STADIG UDVIKLING
- Af interesse for båden har vi begge gennem flere år samlet på materiale, historisk som nutidigt. Vi har hundredevis af billeder, film, tegninger, udklip og brochurer med Bianca 27, og det vil vi gerne dele med andre Bianca 27-sejlere. Noget af det findes allerede på Bianca27.net. Meget mere vil komme til. Vi gør det for at styrke interessen for denne dejlige båd og for at skabe værdi for nuværende og kommende Bianca 27-ejere. Og så fordi vi har lyst og synes, at det er sjovt. Men også tidkrævende. For Bianca27.net er hjemmelavet - og ikke en masse skrabsammen-crap fra alverdens web.

TO ÅRLIGE AKTIVITETER - MEN GERNE FLERE
Bianca 27 har ingen klub. Det nærmeste vi kommer noget i den retning er de to årlige træf organiseret af Kay. I slutningen af februar mødes danske og tyske Bianca 27-sejlere i den danske Flensborg Yacht Club til grønlangkålspisning og Bianca 27-snak, og i maj, pinse eller Kristi himmelfart, bydes til træf i Høruphav på Als. Begge aktiviteter er velbesøgte og alle med interesse for Bianca 27 er vekomne. Tilmeld dig her. Klik.

SKAL VI LAVE EN BIANCA 27-KLUB?
- Hvis nogen skulle have lyst til at skabe flere aktiviteter for Bianca 27-folket, hører vi gerne fra dem. Har nogen lyst til at organisere en forening, stiller vi meget gerne Bianca27.net til rådighed.
- Vi har også talt om at lave et Bianca 27-træf i hjembyen Rudkøbing. Har du lyst til at give et nap med og har du kontakt til andre Bianca 27-sejlere, hører vi meget gerne fra dig.


HVAD SYNES DU OM BIANCA27.NET?
Til sidst: Vi er også spændte på at høre, hvad du mener om Bianca27.net....?Skriv din mening her. Så lægger vi den ind i gæstebogen, hvis du ønsker det. På sigt vil gæstebogen blive autiomatiseret, ligesom vi har planer om at lave en Bianca 27-blog. Indtil da, lægger vi indlæg ud manuelt.
Du er også velkommen til at melde din Bianca 27 til Bianca 27-kontaktregistret på B27-forumsiden. Det kan ske
her.

KAY OG SØREN
Til sidst lidt om os selv: Kay taler flydende dansk, og han er bl. a. kontaktleddet til de mange Bianca 27-sejlere fra det nordtyske område. Kay vil også med tiden oversætte dele af Bianca27.net til tysk, og han lufter også tanken om et engelskproget resume. Kay er en meget ambitiøs håndværker. Det bærer hans båd mildt sagt præg af. Kay deler gerne sin viden.
Søren har gennem næsten 40 år nære bånd til Bianca Yacht i Rudkøbing og til værftets grundlægger, bådebygger Holger Leth Christensen samt til Bianca 27's konstruktør, Svend Aage Christensen. Plus bl. a. til værftets driftschef gennem alle årene, bådebygger Per Munch. Vi deler bådebro i Rudkøbing. Søren (og hans Mac) er Bianca27.nets designer og webmaster.

Vi ønsker dig velkommen ombord på Bianca27.net

Bedste sejlerhilsen fra
Kay og Søren,
Bianca27.netmasters

Flensborg og Rudkøbing, februar 2008


Copyright text og fotos: Bianca27.net. All rights reserved. Kopiering forbudt. Læs om ophavsret. Klik her!