Copyright text og fotos: Bianca27.net. All rights reserved. Kopiering forbudt. Læs om ophavsret. Klik her!
Af Søren Stidsholt Nielsen, Bianca27.net
Fotos: Erik Rasmussen, Odense og John Sandholm, Bianca 27 DEN 80, Asra, Struer
(NB: Skrevet august 2009): Så er den fundet! Den allerallerførste Bianca 27 står under en presenning på havnen i Struer ved Limfjorden. Den 45 år gamle båd - alle Bianca 27'eres moder - har ikke sejlet i flere år, men rapporteres i efteråret 2009 i forholdsvis rimelig stand.
Her på Bianca27.net har vi længe efterlyst Bianca 27's prototype, den unikke, træbyggede nummer 00. Et tip fra Bianca 27-sejler John Sandholm (DEN-80 "Asra", Struer), har nu vist sig at holde vand. John har været i kontakt med ejeren af den i første omgang formodede nummer 00, en mand i 60'erne. Det er derigennem bekræftet, at det er prototypen for Bianca 27, verdens eneste træ-Bianca 27, nummer 00, som står i Struer.
SAMME FAMILIE SEJLEDE BÅDEN I OVER TI ÅR
Også Biancas driftschef gennem mange år, Per Munch har bidraget til efterforskningen. Per var i sin tid med til at bygge båden, og har opklaret navnene på nummer 00's to første ejere. Per har også talt med familien til den tredje ejer, vognmand Erik Rasmussen, Odense. Familien Rasmussen sejlede båden med nullet i sejlet i mere end ti år, indtil de solgte den i 1979 til "en mand i Odder". Billedet øverst og nederst (venligst udlånt af Odense-familien til Bianca27.net) viser Erik Rasmussen ved roret i båden med navnet "Jeema". Erik Rasmussens køber lagde båden i Hou havn i Østjylland.
- DEN LIGGER VISTNOK I STRUER...
Trods videre efterforskning udtørrede eftersøgningens spor ii det østjyske. Lige indtil John Sandholm til Bianca 27-træffet i Rudkøbing i august 2009 kunne melde, at "den da vistnok ligger i Struer, jeg skal lige hjem og tjække". Og det er nu takket være John og bådens ejer fastslået, at det gør den. John fik lov at løfte presenningen og tage Bianca27.nets eksklusive billeder i serien øverst på siden.
Det ses bl. a, at det oprindeligt blanklakerede ruf nu er malet hvidt. Bemærk også roret af træ og den særlige udforming af lønningen. Jo, det er Bianca 27-historie om noget er. Denne verdens eneste Bianca 27 af træ er så at sige moder til alle efterfølgende 500-600 Bianca 27'ere i glasfiber.
HVORFOR STARTE GLASFIBERVÆRFT MED AT BYGGE EN TRÆ-BÅD?
Baggrunden for denne nummer 00...? Da Bianca Yacht-pionerne bådebygger Holger Leth Christensen og skibsingeniør, konstruktør Svend Aage Leth Christensen tog deres historiske beslutning og igangsatte Danmarks første store serieproduktion af en dansk-tegnet lystbåd i glasfiber, gik der mange overvejelser og praktiske udfordringer, før den færdige Bianca 27 i glasfiber kunne søsættes. En af opgaverne var at bygge en komplet udgave af glasfiberbåden - men i træ (billede fra bygningen i midten). Denne prototype fik nummer 00. Træ-Bianca 27'eren blev anvendt til at fremstille støbeforme til produktion af glasfiber-Bianca 27. Den unikke nummer 00 blev solgt - og er nu fundet. Lige siden den blev solgt fra værftet til en kunde, har den fungeret som en helt almindelig lystbåd. I dag ejes den af en mand i 60'erne i Struer, men har ligget på land i de seneste sæsoner.
- Faktisk kom nummer 00 først ud at sejle efter at de første serier af glasfiber-Bianca 27'ere blev søsat, oplyser Poul Tom Hansen, Rudkøbing til Bianca27.net. Han var dengang bådebyggerlærling på Bianca Yacht.
-----
NB: Båden blev på initiativ af Bianca27.net 22. marts 2011 overdraget til Danmarks Museum for Lystsejlads. Læs mere andetsteds.